Gruppen af borgere, der står længst fra arbejdsmarkedet, kaldes i beskæftigelsesindsatsen for aktivitetsparate. Det betyder, at aktivitetsparate borgere ikke er parate til at tage et job på ordinære vilkår her og nu, men at de er parate til at deltage i aktiviteter, som kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet – enten gennem en direkte jobrettet indsats eller en indsats, der vedligeholder eller udvikler borgerens aktuelle funktionsniveau.

Størstedelen af borgerne i denne målgruppe vil som udgangspunkt modtage en håndholdt, jobrettet indsats. Det er den indsats, som de fleste aktivitetsparate borgere i store træk får i dag, og som primært består af samtaler (dog lidt færre end hidtil). Ud over samtaler får aktivitetsparate borgere hjælp og støtte til at etablere eksempelvis virksomhedspraktik, løntilskud (hos private arbejdsgivere), lønnede timer, adgang til virksomhedsmentorordning samt hjælp til at få et socialt frikort.

Dertil kommer den helhedsorienterede indsats via kommunens tværfaglige velfærdsprogram (TVP), som udmøntes i samarbejdsmodellen og – for de unges og familiernes vedkommende – i borgerkonsulentmodellen. Endelig får borgere, der skal have en håndholdt jobrettet indsats, adgang til jobrettede forløb og læringsforløb fra Candeno (et digitalt tilbud).

Beskæftigelsesreformen ændrer imidlertid synet på indsatsen over for de aktivitetsparate. Hidtil har indsatsen haft et klart sigte mod beskæftigelse. Reformen gør i nogen grad op med dette udgangspunkt. Det sker på baggrund af en erkendelse af, at ikke alle borgere i målgruppen vil kunne profitere af en beskæftigelsesrettet indsats – der er behov for andre indsatser, som ikke nødvendigvis relaterer sig direkte til en (gen)indtræden på arbejdsmarkedet.

Det betyder, at op til 25 % af de aktivitetsparate borgere ikke skal have en beskæftigelsesrettet indsats, men i stedet kan have behov for ro eller for en indsats i psykiatrien, på et misbrugscenter eller lignende. Denne gruppe kan fritages for samtaler med Center for Borger & Beskæftigelse i op til seks måneder ad gangen. Alle aktivitetsparate borgere skal dog én gang årligt have deres sag vurderet med henblik på at afgøre, om der fortsat er behov for en indsats i eller uden for beskæftigelses systemet.

Frisættelsen af indsatsen over for de aktivitetsparate borgere er indregnet i den besparelse på beskæftigelsesområdet, som følger af reformen. Stevns Kommune kan derfor ikke videreføre den hidtidige indsats inden for de økonomiske rammer, som beskæftigelsesreformen fastsætter – midlerne er ganske enkelt ikke tilstrækkelige.

For at illustrere, hvilke borgere der kan blive fritaget for en beskæftigelsesrettet indsats, er der nedenfor opstillet to fiktive eksempler på borgere, som i stedet kan have behov for en basisindsats:

• Kasper, 33 år, har ingen uddannelse og kun få kortvarige ansættelser, som ligger mere end fem år tilbage. Han har problemer med social angst og selvmedicinerer med alkohol og hash. Kasper vil blive fritaget for en beskæftigelsesrettet indsats og i stedet blive opfordret til at gennemgå et misbrugsforløb. Efter seks måneder kan han i samarbejde med sin sagsbehandler evaluere forløbet og vurdere, om der er grundlag for en håndholdt, beskæftigelsesrettet indsats.
• Birgit, 56 år, blev efter 30 år på arbejdsmarkedet afskediget og har siden haft svært ved at finde ny beskæftigelse. En lang ledighedsperiode medførte, at hun for nogle år siden overgik til kontanthjælp. Hun er nu ramt af en dyb depression. Birgit fritages for en beskæftigelsesrettet indsats i seks måneder og henvises i stedet til et forløb i psykiatrien. Tanken er, at hun i en periode skal kunne fokusere på at få det bedre, før der kan iværksættes en håndholdt, beskæftigelsesrettet indsats. Efter seks måneder vil sagsbehandleren tage kontakt til både psykiatrien og Birgit med henblik på at vurdere, om der er behov for ændringer i den indsats, hun modtager.